For første gang i 40 år er jeg ikke længere leder for nogen eller noget.
Jeg repræsenterer kun mig selv.
Det er et helt nyt og mere personligt livskapitel.
På mit mentale skrivebord ligger to større bogprojekter, som jeg lige så stille går rundt om og ser an. Men lige nu er det allervigtigste for mig faktisk ikke at sige ja til nye store opgaver alt for hurtigt.
Så tak for de invitationer, jeg allerede har fået – men pænt nej tak… selvom man som bekendt kun har en holdning, til man tager sig en ny. Og det kunne jo være, at livet lige har en opgave eller to mere i ærmet til mig, som jeg bare ikke kan sige nej til?
Men hånden på hjertet: efter mere end 40 års arbejdsliv, hvor arbejdsdagen aldrig holdt sig indenfor normal kontortid, har jeg allermest lyst til at skrive, tegne, undervise og holde oplæg for dem, der har lyst til at lytte med.
Kort sagt: Dele mine erfaringer fra et langt liv ude på innovationskanten af samfundet, hvor man konstant arbejder uden sikkerhedsnet.
Hvis du gerne vil have mig ud og holde et oplæg om blandt andet ledelse, organisationskultur, talentudvikling, iværksætteri – det at gå fra idé til virkelighed – eller blot høre mig fortælle historien bag min seneste bog, så tag endelig fat i mit forlag, Ti Vilde Heste. De står for booking og alt det praktiske, og kan kontaktes her: forlagettivildeheste@gmail.com