Foto: Jakob Eskildsen

Hele mit liv har jeg været drevet af en følelse af, at vi kan gøre det bedre. Sammen. At livet kan være større end det, vores familier, uddannelser, arbejdspladser og medier præsenterer os for. At vi har fortjent et meget mere interessant, frit, dynamisk, retfærdigt og demokratisk samfund. 

Det var blandt andet derfor, jeg boede i kollektiv hele min ungdom og langt op i mit voksenliv. Og det var også derfor, at jeg i 1970erne var aktiv på den yderste og, i mine øjne, mest visionære venstrefløj: i Kommunistisk Forbund og senere i Venstresocialisterne. 

For jeg ville se utopien om et bedre og rigere liv blive til konkret levet hverdagsliv her og nu – og ikke først om mange årtier. 

Jeg har altid troet mere på det, der kom indefra og nedefra, end det, der kom oppefra og udefra. 

Det var det livssyn, der drev mig, da jeg var med til at starte og lede ungdomsorganisationen Frontløberne i Aarhus i 1980erne, og da jeg senere var med til at tage initiativ til iværksætter- og lederuddannelsen KaosPiloterne, hvor jeg var rektor fra 1991 til 2006. 

Og det er stadig det livssyn, der driver mig. 
Kogt ned til en enkelt sætning: Du får det, du giver.

Parallelt med mit arbejde på KaosPiloterne gik jeg i slutningen af 1990erne ind i traditionel partipolitik. Først lokalpolitik i Aarhus og senere landspolitik med base i København.

I min tid som folkevalgt politiker nåede jeg at løfte så vidt forskellige opgaver som at være formand for skole- og kulturudvalget i Aarhus, at være kulturminister i Helle Thorning-Schmidts regering og umiddelbart derefter at starte et nyt, grønt parti op helt fra bunden og stå i front for det under to valgkampe, inden jeg trådte tilbage som partileder for Alternativet i december 2019. 

Men et liv er meget mere end politik og arbejde. 
Det er også hverdagslivet sammen med børn, børnebørn og nære venner. Det er kærlighed, sorg, sex, fester og marathonløb. Det er konflikter, forelskelse, jalousi, manglende selvtillid og det at finde ind til sig selv.
Og lige derefter: at finde den eneste ene.

Alt det har jeg skrevet om i min selvbiografi Et Liv